Testamenter for ægtefæller med børn
Kontakt os i dag for et gratis uforpligtende tilbud på, hvad et testamente kan betyder for din familie.
Hvis du gerne vil have, at vi ringer dig op, bedes du venligst booke en tid for neden
1
Hvad er et testamente
Et testamente er et juridisk dokument, der fastlægger, hvordan dine ejendele og værdier skal fordeles efter din død. Det giver dig mulighed for at sikre, at din arv bliver fordelt i overensstemmelse med dine ønsker, og kan også bruges til at tage stilling til andre vigtige spørgsmål, såsom din sidste vilje.
Ved at oprette et testamente får du kontrol over fordelingen af din formue, og du kan undgå uønskede juridiske tvister blandt dine arvinger. Uden et testamente vil arven blive fordelt efter arvelovens standardregler, hvilket ikke altid afspejler dine personlige ønsker eller familiemæssige forhold.
2
Hvilke fordele er der ved at have et testamente
Økonomisk sikring af længstlevende ægtefælle:
Ifølge arveloven arver både ægtefællen og børnene efter den førstafdøde. Uden et testamente vil børnene have krav på deres arv (tvangsarv) med det samme, hvilket kan belaste den længstlevende ægtefælle økonomisk. Med et testamente kan I sikre, at ægtefællen kan beholde mest muligt af formuen og dermed fortsætte med at bo i familiens hjem og bevare den økonomiske tryghed.
Mulighed for at udskyde børnenes arv:
Med et testamente kan I beslutte, at børnenes arv først skal udbetales, når de har nået en bestemt alder, hvilket også kaldes båndlæggelse af arven. I testamentet, kan vi sikre, at hvis der er omstændigheder f.eks. uddannelsesformål, så kan arven trods båndlæggelsen, fortsat udbetales proportionelt.
Fuldstændigt særeje:
I testamentet kan ægtefæller bestemme, at arven skal være særeje. Dette kan beskytte arvingerne mod f.eks. senere skilsmisse. I kan med andre ord sørge for, at jeres avringer ikke skal dele deres arv med andre.
Fleksibilitet i arvefordelingen:
Et testamente giver jer frihed til at fordele arven præcis, som I ønsker. I kan for eksempel bestemme, at visse ejendele skal gå til bestemte arvinger, eller at en del af arven skal bruges til særlige formål, såsom børnenes uddannelse. I kan også tilgodese andre, der ikke automatisk arver ifølge loven, såsom stedbørn eller velgørende organisationer. I skal dog være opmærksom på, at man ikke kan bestemme over den lovfaste tvangsarv.
Beskyttelse af særbørn:
Hvis en af jer har børn fra et tidligere forhold (særbørn), kan et testamente sikre, at både særbørn og fællesbørn bliver behandlet retfærdigt i arvefordelingen. I kan også beskytte længstlevende ægtefælle fra at skulle udbetale arv til særbørn med det samme, men i stedet kan sidde i uskiftet bo. Læs nærmere i punkt 3.
Undgå konflikter mellem arvinger:
Ved klart at fastsætte jeres ønsker i et testamente, kan I forebygge potentielle konflikter og uenigheder mellem børnene eller andre arvinger. Et testamente kan være med til at skabe ro og tryghed, da det tydeligt angiver jeres sidste vilje.
3
Bør vi få et forhåndssamtykke
Hvis du har børn fra et tidligere forhold (særbørn), er det en god idé at overveje et forhåndssamtykke. Uden dette vil særbørn have ret til at få deres arv udbetalt straks efter førstafdøde, hvilket kan skabe økonomiske udfordringer for din ægtefælle. Med et forhåndssamtykke kan du give samtykke til, at den længstlevende kan sidde i uskiftet bo, så arven først udbetales til særbørnene senere, når både du og din ægtefælle er gået bort.
Forhåndssamtykke skal være skriftligt og formuleret klart, så det er juridisk bindende. Det kan med fordel indgå i dit testamente for at sikre, at alle forhold omkring din arv bliver behandlet korrekt. Jeg kan hjælpe dig med at udarbejde et forhåndssamtykke, der opfylder dine specifikke behov og sikrer både din ægtefælles og børns rettigheder.
4
Hvad er processen
Rådgivning og udarbejdelse af testamente:
Det første skridt er at få juridisk rådgivning, så du er sikker på, at dit testamente bliver udarbejdet korrekt i henhold til dine ønsker og behov. Jeg som jurist kan hjælpe dig med at sikre, at alle juridiske krav er opfyldt, og at testamentet tager højde for din specifikke situation, f.eks. hvis du har særbørn, ønsker at tilgodese velgørende formål eller vil sikre din samlever.
Når vi har gennemgået dine ønsker, udarbejder jeg et udkast til testamentet, der klart angiver, hvordan din arv skal fordeles. Det er vigtigt, at testamentet er detaljeret og tydeligt for at undgå misforståelser senere.
Aftale tid hos notaren:
Når testamentet er klart, skal du booke en tid hos notaren. Notaren er en embedsmand i retten, der er ansvarlig for at bevidne, at du opretter testamentet frivilligt og ved, hvad det indebærer. Du kan booke en tid ved at kontakte den lokale byret, hvor du vil få en dato og et tidspunkt for at møde op med dit testamente.
Møde hos notaren:
På dagen for mødet med notaren skal du møde op personligt i byretten med dit testamente og legitimation (f.eks. pas eller kørekort). Notaren vil gennemgå testamentet og sikre sig, at du forstår indholdet, og at det er din frivillige beslutning at underskrive det. Notaren vil også kontrollere, at der ikke er nogen tvang eller påvirkning fra andre i forhold til dine beslutninger i testamentet.
Når notaren har bekræftet dette, underskriver du testamentet foran notaren, som herefter også bekræfter det med sin underskrift.
Registrering og opbevaring:
Når testamentet er underskrevet hos notaren, vil det automatisk blive registreret i Centralregistret for Testamenter. Dette betyder, at når du går bort, vil myndighederne automatisk kunne finde dit testamente, så det kan blive fulgt.
Du får normalt en kopi af testamentet, mens originalen bliver opbevaret sikkert hos notaren. Registreringen i Centralregistret sikrer, at ingen testamenter går tabt, og at dine ønsker bliver fulgt, uanset om dine arvinger kender til testamentet eller ej.
Ændring af notartestamentet:
Hvis du senere ønsker at ændre dit testamente, skal du gennemgå en lignende proces. Du kan altid ændre eller tilbagekalde et notartestamente ved at oprette et nyt eller ved at møde op hos notaren for at tilbagekalde det eksisterende. Det nye testamente skal igen underskrives foran en notar og registreres på ny.